Om Polycut

Historien om Polycut-maskinens tilblivelse.

Det hele starter med, at undertegnede møder John fra Uldum Huse i forbindelse med noget jagt i Rosenvold.
Pludselig en dag ringer John for at høre, om jeg ikke kan hjælpe ham med en maskine til at skære flamingo på. Han havde gennem længere tid søgt og efterspurgt et ordentlig stykke værktøj til formålet.

Min far Anders og jeg kører til Daugård og ser på tingene. Og John forklarer lidt om, hvad han tænker, og om de problemer han har med de maskiner, han bruger på daværende tidspunkt.
Hjemme på værkstedet går der Ole Opfinder i den.
Vi starter med et bord i plade 120×120 cm, som vi får bukket ude i byen. 10 min. efter vi har fået det ind på værkstedet, siger vi til hinanden: ”Det dur da ikke.”

Så var vi i gang. Vi får lavet en model af bordet og får hjælp af Fætter Claus, som ved noget om strøm. 3 til 4 måneder går, så står der den første model. Som vi sender i test hos Uldum. De er super glade for den. Og kommer med lidt kritikpunkter som vi ser på.

Nogle flere måneder med mange dissektioner i værkstedet går, og vi har Type 2 klar til test.
Et af problemerne, vi havde i udviklingen, var, at folkene hos Uldum Huse ikke vil af med testmodellen, da de var så glade for at bruge den. Type 2 kom i test og får topkarakter.
Hvad gør vi nuuu!!!! Skal man prøve, om det er noget, der kan sælges – og hvad kræver det?

Der er CE-mærkning, risikovurdering, brugsvejledning, salgsmateriale, produktionstegninger og meget mere, man skal have med i de overvejelser. Så efter noget snakken frem og tilbage siger John: ”Det er en mega god ting, I har skabt, kom nu i gang min ven.” Og det er så hermed gjort, der er sågar søgt patent på apparatet.

Den er CE-mærket, har prof brugsvejledning og hvad der ellers er påkrævet. Vi giver fuld gas på projektet og glæder os til at se, hvad fremtiden byder på. I skrivende stund har vi indgået aftale med STARK og er blevet godkendt som leverandør til Starks butikker i EU. Vi er meget glade.